Sokrates besvarede spørgsmål selv ved at stille det ene spørgsmål efter det andet uden at kende svarene. Uden at være retorisk. Ved på den måde at udforske emnet blev samtalen mere end mentale positioner spillet ud imod hinanden.
De fleste vil nok sige, at de kender sig selv, eller i hvert fald idéen om sig selv: Navn, fortid, historie, relationer, boligform, helbred, etc. Sådan kan vi godt møde vores omverden. Men når vi formår at skubbe al viden til side, kan vi relatere dybere og virkelig lære om os selv, hinanden, naturen, kunsten og historien.
Mere end mental
Udtrykket, “Kend dig selv,” var inspirationskilde for Sokrates filosofiske virke. Sætningen udtrykker læren om, hvordan man på trods af stor viden, kan se dybere, når verden ses med friske øjne. Sokrates besvarede spørgsmål selv ved at stille det ene spørgsmål efter det andet uden at kende svarene. Uden at være retorisk. Ved på den måde at udforske emnet blev samtalen mere end mentale positioner spillet ud imod hinanden. Opfordringen fra det gamle Grækenland, fra indskriften på væggen i Apollontemplet i Delfi: Vær mere end din historie.
Overgivelse som nøgleord
Vi har adgang til mange døre, som vi kan gå ind af for at lære om det sted. Vil man slippe stress og give hjernen ro, så handler det om overgivelse, for stress handler om at man er her, men hellere vil være et andet sted. En tur i skoven kan bruges. Går man og oplever alt gennem begreber – eller kan man opleve alt uden at navngive det? Give sig hen. Slippe alt og være til stede. Prøve at høre, lytte, se og erfare gennem sine sanser: Hvad er der her, som ikke er mig. Hvad er det, der bliver sagt her, som handler om andet end at jeg skal have noget at spise og et sted at bo, underholdning, etc.
Større fortælling end os
Lidt dramatisk sagt, kan vi vælge at løfte sløret, der afskærer os fra at opleve dybere dimensioner på vores tur i skoven. Man kan lytte til naturens sprog og opleve, at der er en fortælling, som rummer meget mere og andet end mig. En stor fortælling, der kan sætte ens egne problemer i rette perspektiv. Der er noget meget større i gang, som man kan fokusere på i stedet for alt muligt forskelligt i sit eget liv. Her kan vi med lettelse opleve, at alt ikke handler om en selv. Der er en væren i naturen, som mennesket er vokset ud af.
Når man er i balance som en Zenmester, kan man både være i begrebernes verden og nærværende. På en tur i skoven beskriver man fugle, træer og planter med navne, men på et tidspunkt kan man vælge at gå ud af begrebernes verden.
Essensen af skoven
Man ville gå glip af essensen af skoven, hvis man kun anvendte begreber om sine sansemæssige oplevelser. Man ville se på skoven gennem et slør af begreber. Men hvis man ér nærværet, så kan man sanse noget, som ikke kan beskrives i ord, nemlig det levende i skoven. Gennem den dybe tilfredshed med at være, hvor vi er, og uden at skulle navngive og vide, åbner døren sig til oplevelsen af totaliteten af skoven. Det er kun uden at blive mentale, at vi kan kende skoven på et niveau, der er dybere end begreber.
Dybets dimensioner
Vi bliver nærværende, når vi ikke blot bekræfter forestillinger om os selv og hinanden. Her er der adgang til en dybere viden om, hvem vi er, og mulighed for noget dybere end det selvbillede, man kan have brugt år på at opbygge og forsvare. For virkelig at kunne relatere dybt til et andet menneske, vi må kunne være til stede uden mentale vurderinger, uden begrænsende tanker om hinanden. Dybets dimensioner må være til stede.
Vi bliver nødt til at give os hen for at få adgang til det dybere lag af væren, af hvem vi er. Når Zenmesteren siger “Nej, jeg aner ikke, hvem jeg er,” så peger han på det sted i sig selv, som rækker langt ud over alle de begreber, som vi prøver at beskrive os selv med. Han er der allerede. Han ved virkelig, hvem han er. Fordi han kan overgive sig til dét, der er lige foran ham, ligesom Sokrates.